70-års jubilæum i Coronaens skygge

Humøret er højt på Frederikshavnsvej i Hjørring efter det igen er blevet muligt at tage imod kunderne i salgsafdelingen og sælge nye og brugte Volkswagen.

Der er dog en lille smule malurt i bægeret. Det bliver nemlig ikke muligt at fejre Volkswagen Hjørrings 70 år som Volkswagen forhandler den 9. marts, som det oprindeligt var tanken. Det har de aktuelle Corona-restriktioner sat en effektiv stopper for.

 ”Det er dog ikke noget, der slår os ud af kurs”, forklarer direktør og indehaver Hejne Jensen. ”Det allervigtigste for os er, at vores kunder føler sig trygge og sikre både, når de skal købe bil og besøge værkstedet. Så vi overholder naturligvis alle retningslinjerne, og er glade for igen at kunne tage imod vores kunder.” fortsætter han.

93 år på bagen

Som 70-års jubilar hører Volkswagen Hjørring – også kendt under navnet Brødrene Møll – til de absolut ældste Volkswagen forhandlere i Danmark. Og det har været nogen begivenhedsrige år siden de første Folksvogns-bobler blev præsenteret i Hjørring hos de to Brødre Ejnar og Peter Møller Møll i 1951. Faktisk er selve forretningen endnu ældre. Den blev nemlig etableret af de to brødre allerede i 1928 som cykel og motorcykelværksted og senere udvidet til også at omfatte et bilværksted.

Ikke uden dramatik

c7fe22a6-ccfd-4b01-b625-0ebf1cd750d2_637504442095701917.jpg

Hejne Jensen blev ansat i forretningen i 1980 og har været direktør og indehaver af Volkswagen Hjørring siden 1999. Han har, sammen med en flok engagerede medarbejder løbende udviklet forretningen, så den i dag opfylder såvel kundernes og fabrikkens krav til et stort og moderne bilhus. Ikke al udviklingen har dog været planlagt. Fx betød en større brand på maler- og pladeværkstedet, at en større ombygning blev nødvendig for godt fem år siden.

Næsten ligeså dramatisk har udviklingen været for selve bilerne, hvis vi sammenligner de første ”bobler” med de moderne elbiler ID.3 og ID.4. Volkswagen ID.3 er efter blot et lille års tid blevet en af de mest populære elbiler i Danmark, og om kun ganske få uger, vil den helt nye ID.4 være at finde i de store udstillingslokaler på Frederikshavnsvej. Hejne Jensen forventer at den store interesse for de to elbiler vil betyder, at de begge to efterhånden vil blive opfattet som elbilernes ”Folkevogne”.  

Fokus på service og kvalitet

Gennem årene har Volkswagen Hjørring været på podiet, når landets bedste Volkswagen forhandlere skulle kåres. Både Volkswagen fabrikkerne og den danske importør måler konstant leverancekvaliteten og kundetilfredsheden hos alle forhandlere og servicepartnere i Danmark. Og her har Volkswagen Hjørring markeret sig i toppen adskillige gange i årenes løb. ”De fine resultater skyldes ene og alene en stor fælles indsats fra vores dygtige medarbejdere, hvoraf en del har været ansat hos os i en lang årrække”, siger Hejne Jensen.